Blåbær sylt:
200 g blåbær
100 g sukker
saft af ½ citron
½ vaniljestang
Hvid creme:
½ l piskefløde
4 bl husblas
150 g hvid chokolade
+ alt blåbær sylt
Chokoladebund:
120 g smør
2/3 dl vand
200 g sukker
½ vaniljestang
3 æg
130 g hvedemel
50 g kakao
1 tsk bagepulver
Blåbær sylt: Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene med en anelse af sukkeret sammen på bordet med en paletkniv, således at kornene skilles ad. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, citronsaft og blåbær småkoger uden låg ca. 15 minutter og gryden tages af varmen. Den tomme vaniljestang tages op og sylten blendes kort med en stavblender. Afkøles helt i køleskab, minimum 2 timer, eller gerne til næste dag.
Hvid creme: Husblassen lægges i blød i koldt vand. Fløden varmes i en lille gryde til ca. 80 grader. Imens hakkes chokoladen fint og kommes op i en lidt stor skål. Halvdelen af den varme fløde hældes over den hakkede, hvide chokolade og der røres godt med en ske eller en dejskraber til chokoladen næsten er smeltet og massen er skinnende blank. Tilsæt resten af den varme fløde og rør igen. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i, mens der røres igen. Passér cremen gennem en sigte. Tildækkes med film og afkøles helt i køleskab minimum 2 timer eller gerne til næste dag.
Chokoladebund: Smør og vand smeltes i en lille gryde. Vaniljestangen flækkes på den lange led og kornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases sammen med en anelse af sukkeret på bordet med en paletkniv, således at kornene skilles ad. Vaniljesukker, sukker og æggene piskes til tyk æggesnaps. Hvedemel, kakao og bagepulver blandes sammen og sigtes op i den tykke “snaps”. Vend forsigtigt rundt. Tilsæt det smeltede smør-vand, mens der stadig vendes forsigtigt i dejen.
Dejen fordeles i en smurt springform og stryges jævnt ud. Bages ved 175 grader i ca. 20-30 minutter. Afkøles helt.
Anretning: Den helt kolde hvide creme piskes let med en håndmikser. Den helt kolde blåbær sylt vendes i til blåbærcremen er ensartet. Blåbærcremen kommes op i en sprøjtepose med en stor glat tyl i og sprøjtes ud i “bomber” på chokolade bunden. Lad endelig “bomberne”, hænge let sammen. Kagen stilles et par timer i køleskab, inden kakao sigtes over og inden udskæring samt servering.
Tip: Man kan også lave små kager i mini muffins form og pynte med blåbær og hvid chokolade vifte.




