
Kærnemælkshorn med marcipan
12 stk
1 1/2 dl kærnemælk
25 g gær
1 1/2 spsk sukker
1/2 tsk salt
1/2 tsk vanillepulver
1 æg
150 g smør i tern
250 g hvedemel
Marcipanremonce:
100 g marcipan, plukket i mindre stykker
100 g blødt smør
100 g sukker
Endvidere:
1 æg til pensling
Perlesukker til drys
Rør gæren ud i kærnemælken og tilsæt derefter sukker, salt, vanille og æg. Stil blandingen til side. Kom hvedemel i en skål og smuldr smørret heri. Rør kærnemælks- og melblandingen sammen og tilsæt lidt ekstra mel, til dejen kan æltes til en blank, smidig og let dej, der slipper skålen. Sæt dejen i køleskabet og lad den koldthæve 4-5 timer. Imens æltes marcipan, blødt smør og sukker sammen til marcipanremonce.
Ælt den færdighævede dej let igennem, drys lidt mel på bordet og rul dejen ud til en cirkel på ca. 1/2 cm tykkelse. Del dejen i 12 nogenlunde lige store trekanter. Læg en portion remonce i den brede ende af hver trekant og rul hornene ned mod den smalle ende. Sættes på bagepladen med spidsen nedad, så den bliver på sin plads under bagningen.
Pensl hornene med sammenpisket æg, drys med perlesukker og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter ved stuetemperatur. Bag hornene ved 180 grader i ca. 20 minutter til de er gyldne og gennembagte. Lad hornene køle af på bageristen.






